I Europa går det som smurt for AC Milan, men i den hjemlige Serie A halter det gevaldigt for de regerende Champions League-mestre.
Næsten halvvejs inde i sæsonen roder Milan rundt midt i tabellen, og søndag blev det til et smertefuldt nederlag til bysbørnene fra Inter, der suverænt fører Serie A.
Og det nederlag kan milaneserne først og fremmest takke målmand Dida for. Den lange brasilianer så meget skidt ud ved Gambiasos afgørende scoring på et fladt skud fra distancen.
Målet faldt i det 63. minut, og Milan formåede aldrig at blive rigtigt farlige i slutfasen. For Inter var der tale om endnu en triumf - holdet har slet ikke tabt i 17 kampe - og den blev ikke ringere af, at de evige rivaler fra Milan havde været foran 1-0 på et flot mål af frisparkseksperten Andrea Pirlo. Med et fælt spark sendte han allerede i første halvleg bolden op i det ene målhjørne, efter at Inzaghi var blevet nedlagt på kanten af feltet.
Inden pausen lykkedes det dog Julio Cruz at udligne for hjemmeholdet, og med Didas kiks i anden halvleg var der igen-igen tre point til Inter-kontoen.
Storsejr til Fiorentina
Også Juventus vandt, da Torino-klubben hjemme besejrede Siena med 2-0. Dermed holder Den gamle Dame fast i tredjepladsen kun et enkelt point efter Roma men otte point efter Inter.
Også Fiorentina hænger på i toppen efter en storsejr på hele 5-1 over Cagliari i en kamp, hvor Martin Jørgensen fik en halvlegs spilletid, inden han blev udskiftet i pausen. Fiorentina ligger nummer fem og holder dermed fast i en af de to pladser, der giver adgang til UEFA Cuppen.