Det har bestemt ikke været en jubelsæson i Inter, der må se bysbørnene og storrivalerne fra AC Milan løbe mod mesterskabet.
Et lille lyspunkt viste sig dog i dag for det Norditalienske hold, der slet ikke kan leve op til sidste sæsonens liga- og Champions League succes. Med 11 point op til Milan inden eftermiddagens brag mod Lazio fra Rom, er mesterskabet løbet Inter af hænde.
Men der er stadig tredjepladsen, som giver direkte adgang til mesterturneringen at spille om. Og med Lazio på fjerdepladsen, så var det en meget vigtig kamp på San Siro.
Det startede dog meget skidt for Inter, som allerede efter 23 minutter måtte se den brasilianske stjernekeeper Julio Cesar forlade banen efter et rødt kort. Lazios Mauro Zarate snød målmanden, der nedlagde den vævre angriber. Rødt kort, straffe og føring til Rom-holdet ved Zarate.
Trods en mand i undertal kom Inter dog igen ved superteknikeren Wesley Sneijder, som med fem minutter til pausen udlignede til 1-1. Naturligvis på et fantastisk frispark drønet direkte i kassen.
Kampen var præget af mange frispark og første halvleg bød ud over det røde kort på to gule kort til Lazio.
Trods en mand i undertal dominerede Inter i anden halvleg. Blot otte minutter inde dukkede Samuel E'too op - med sit 20. sæsonmål afgjorde han kampen til 2-1 til hjemmeholdet.
Der blev endda også disket op med et rødt kort til Lazios Stefano Mauri - i alt to røde kort og fire gule.
Med sejren er Inter på tredjepladsen med tre point ned til Lazio og fire til Udinese, der skuffende tabte hjemme med 0-2 til bundholdet Parma.