Den argentinske angriber Rodrigo Palacio fuldendte med to mål et enestående comeback for Inter i udekampen mod Catania. I anden halvleg vendte Inter 0-2 til en 3-2-sejr.
Palacio sikrede med de sidste to mål i kampen - og det afgørende 3-2-mål i overtiden - alle tre point til Inter.
Det var blot det tredje nederlag på hjemmebane i hele sæsonen, som Catania indkasserede, og hjemmeholdet var dybt skuffede efter slutfløjtet.
Inters midtbaneveteran Esteban Cambiasso var allerede tæt på at score til 3-2 kort forinden, så det lå i luften, at Inter kunne hente sejren.
Det tre point må Inter-spillerne være mere end tilfredse med, da hele Milano-holdet var på hælene i store dele af kampen.
Inter kom bagud med to mål tidligt i første halvleg. Allerede efter syv minutter bragte Gonzalo Bergessio hjemmeholdet foran med 1-0, og efter 19 minutter stod det overraskende 2-0 ved Giovanni Marchese.
I anden halvleg var Inter bedre med, og efter 52 minutter fik Ricardo Alvarez reduceret til 1-2, og 20 minutter før tid udlignede Palacio med sit første mål, inden han i overtiden sikrede sejren på et oplæg af Cambiasso.
Inter skal på torsdag møde det engelske Premier League-hold Tottenham i Europa Leagues 1/8-finaler. Den første af to kampe spilles i London.
Den danske forsvarsspiller Frederik Sørensen spillede hele kampen for Bologna, som hjemme vandt 3-0 over Cagliari.
/ritzau/