Som ventet bliver det Walter Mazzari, der skal overtage trænerposten i den italienske storklub Inter.
Det offentliggjorde Milano-klubben fredag aften, og dermed står det klart, at sidste sæsons træner Andrea Stramaccioni ikke fortsætter i jobbet.
Aftalen med Mazzari løber i to år, skriver klubben på sin hjemmeside.
Mazzari forlod tidligere på måneden Napoli, som han havde ført tilbage i den italienske fodboldtop.
Napolitanerne sluttede sidste sæson på andenpladsen, og det er de takter, Inter nu håber kan overføres til "Nerazzurri", der er havnet i uføre.
Under Stramaccioni tabte den ambitiøse klub hele 16 gange i sæsonen og sluttede på niendepladsen, og det koster altså den unge træner jobbet.
- Inter vil gerne sige tak til Andrea Stramaccioni for det store engagement og den professionalisme, han demonstrerede i et særdeles vanskeligt år, lyder afskeden fra klubben.
/ritzau/