Politiet modtog i går endnu en henvendelse om den hætteklædte knallertkører, der siden jul har stået bag adskillige seksuelle overgreb mod teenagedrenge. Ifølge kriminalkommissær Peter Grove Munk tyder meget på, at blotteren nu er oppe på 12 overgreb.
»Allerede da vi havde tre forhold, sagde vi, at det var en alvorlig sag, og det er klart, at det bliver ikke mindre alvorligt i takt med, at tallet stiger,« siger Peter Grove Munk.
Politiet har kastet ekstra ressourcer ind i jagten på den unge krænker og opfordrer folk til at hjælpe med oplysninger i sagen.
»Vi håber, at folk, som læser om sagen, opdager, at de måske kender manden,« siger Peter Grove Munk.
Trusler om bank
Siden jul har gerningsmanden, som politiet vurderer til at være 15-18 år, udsat sine lidt yngre ofre for seksuelle krænkelser ved at true dem med at banke dem eller slå dem ihjel. Der har været tale om både anden kønslig omgang end samleje og blufærdighedskrænkelse.
Han beskrives som 170-175 cm høj, slank med et smalt ansigt og med kort, sort hår. Han er arabisk af udseende og taler dansk med lidt accent. Han har i alle tilfælde kørt på en sort knallert, formentlig af mærket PGO Hot 50 med sølvklistermærker og tre røde striber bag på.
Hvis man har oplysninger i sagen, kan Østjyllands Politi kontaktes på telefon 87311448.