De 63 integrationsråd rundt om landet er ramt af så meget fravær, at arbejdet i hvert tredje råd er gået i stå. Det viser en rundspørge DR Nyheder Research har lavet.
Rådene skal rådgive om integration, så kommunerne får hørt nydanskere, inden de sætter store integrationsprojekter i søen. Men det går tilsyneladende ikke så godt, og det er bekymrende, mener Lise Togeby, der er professor i statskundskab på Århus Universitet.
»Integrationsrådene er i dag det eneste sted, vi kan høre nydanskernes holdning til integration, og sådan vil det være, indtil flere af dem bliver valgt ind i byrådene eller Folketinget. Det er vigtigt, at kommunerne får input fra de etniske minoriteter, så de kan lave den bedst mulige integrationsindsats,« siger hun til DR Nyheder.
Hun frygter, at integrationsrådene langsomt vil uddø, hvis ikke der bliver gjort noget ved det store fravær. Det kan blandt andet gøres ved at give rådene høringspligt, en mulighed de ikke har i dag.