Integrationsråd: Tjek kriminelles forhold
Formand for Odenses Integrationsråd opfordrer til at tjekke økonomiske forhold hos kriminelle fra Vollsmose.

Det er en nødvendig foranstaltning at tage kontanthjælpen fra de unge fra Vollsmose, som var med til at rasere skadestuen på Odense Universitetshospital.

Men det vil næppe bringe kriminaliteten ned, mener Mahmoud Daoud, formand for Odense Integrationsråd.

- Det vil gavne på den måde, at man kan få øje på, hvem der laver noget kriminelt, og som lever af det, når de mister deres forsørgelsesgrundlag, siger han til et forslag fra Odense-rådmand Peter Rahbæk Juel (S).

Rådmanden, der har ansvar for arbejdsmarkedet og det sociale område, vil skrue bissen på over for de omkring 70 unge fra den belastede bydel, som natten til tirsdag deltog i stormløbet mod skadestuen, hvor de truede patienter, personale og politi.

- Vi går sammen med politiet i gang med at lokalisere, hvem der har været med, og hvem der får kontanthjælp. Kan man rende rundt med køller på skadestuen, kan man også passe sin aktivering, siger Peter Rahbæk Juel til Fyens Stiftstidende.

Mahmoud Daoud tager kraftig afstand fra de unge indvandreres "helt utilbørlige opførsel" på skadestuen.

Og han finder det urimeligt, at man kan have en kriminel løbebane og tjene masser af penge på at sælge narko, når man samtidig får overførselsindkomst.

- Det vil være måske være en bedre sag for politiet at opspore nogle af disse kriminelle. Hvad lever man af, når man ikke er på overførselsindkomst, hvad er det, man ejer, og hvordan betaler man sin husleje, spørger integrationsrådets formand.

Mahmoud Daoud opfordrer i øvrigt myndigheder og beboere i Vollsmose til at samarbejde med integrationsrådet for at løse udfordringerne i bydelen.

/ritzau/