Integration er endnu engang årsag til uenighed mellem regeringspartierne Venstre og Konservative.
De Konservative vil gerne fratage nydanskere deres danske statsborgerskab, hvis de er dømt for socialt bedrageri.
Venstre vender imidlertid tommelfingeren nedad for det forslag. Det skyldes frygt for, at forslaget kan være i strid med FN-konventioner på området.
"Når vi laver politiske oplæg, er det ikke alle ting, der er lige brugbare. Det her er så et af de mindre brugbare. Præcist lige så lidt brugbare, som S og SF's skatteudspil er, siger Venstres integrationsordfører Karsten Lauritzen til Information.
Hvis forslaget bliver vedtaget af Folketinget er det i modstrid med to FN-konventioner om begrænsning af statsborgerskab, mener Eva Ersbøll fra Institut for Menneskerettigheder.
"Umiddelbart falder forslaget ikke inden for det, der er tilladt efter de konventioner, vi har tilsluttet os," siger hun til Information.
For nylig fik debatten om burkaforbud også de to partier til at ryge i totterne på hinanden.