Når tsunamier af trends bliver vendt til inkvisitioner, så gyser Ole Bornedal ved tanken.
Det skriver den kendte filminstruktør og dramatiker om metoo-kampagnen, hvor kvinder har skrevet om deres oplevelser med sexchikane og seksuelle overgreb på de sociale medier.
- Jeg vil ikke kalde det for den nye småborgerlighed, hvilket jeg egentlig ville finde nærliggende, men næsten gå så vidt som til at kalde den sociofacisme, skriver han i et debatindlæg i Weekendavisen.
Soldater møder krig, kirurger ser blod, og når man arbejder med dramatik, bliver arbejdet dramatisk, lyder argumentet.
Han siger selv, at han er blevet udsat for overgreb tre-fire gange i sin tid i branchen. Eksempelvis blev han altid mødt med et vådt, savlende kys af den mandlige chef, da han startede i DR.
Han fortæller videre, at en ret stor spillefilm gik i vasken, fordi han ikke tændte på den kvindelige producent på den måde, hun ville.
Sangeren Björk har indirekte anklaget filminstruktør Lars von Trier for chikane under optagelserne til "Dancer in the Dark" omkring årtusindskiftet.
Den slags ytringer giver Ole Bornedal ikke meget for:
- Godt, at hun da endelig tyve år efter kunne få luft for frustrationen og gå til offentligheden med den. Det er jo gået hende meget dårligt, lige siden hun fik den anerkendelse og de guldpalmer for den bemærkelsesværdige præstation!
Den seneste uge har der været fokus på arbejdsmiljøet i filmselskabet Zentropa.
En række kvinder er blandt andet stået frem i Politiken med beretninger om seksuelle ydmygelser og mobning centreret om producenten Peter Aalbæk Jensen.
Han er siden sat uden for indflydelse og har fået mundkurv på, efter at han flere gange har klasket kvindelige ansatte bagi.
Det vækker dog ikke harme hos Ole Bornedal.
- Det er svært ikke at smile ad folk, der føler sig traumatiserede, 25 år efter at de fik et klask i røven. Så må det godt nok være et helt særligt klask. Et helt specielt ur-klask, skriver han i Weekendavisen.
/ritzau/