Kreditvurderingsfirmaet Moodys vil måske sænke karakteren for tysk økonomis fremtid, der nu vurderes som "negativ" mod før "stabil".
Holland og Luxembourg, der også har topkarakterer hos det amerikanske vurderingsfirma, får også nedvurderet deres økonomiske fremtidsudsigter.
Ifølge Moody's kan alle tre eurolande komme til at øge hjælpen til de forgældede eurolande Spanien og Italien og "blive ofre for den finansielle kædereaktion, der vil komme, hvis Grækenland forlader eurosamarbejdet".
Det tyske finansministerium reagerede hurtigt med erklæringen om, at Tyskland stadig er "eurozonens stabile anker".
- Tyskland vil gøre alt, det kan sammen med dets partnere for at overvinde gældskrisen så hurtigt som muligt, hedder det fra ministeriet kort efter Moodys vurderinger.
Ministeriet har "noteret sig Moodys mening", men understreger, at "de risici, som firmaet omtaler, ikke er noget nyt".
Eurolandene har ifølge finansministeriet indledt en indsats, som skal sikre en holdbar stabilisering.
- Tyskland selv er i en solid økonomisk og finansiel situation, skriver finansministeriet og tilføjer, at kapitaliseringen af banksektoren er blevet "væsentligt forbedret", og at "vækstudsigterne for den tyske økonomi er solide".
Finland undgår en nedvurdering, fordi landet har en lille økonomi, banksektoren satser på hjemmemarkedet, og Finland handler begrænset med andre eurolande, skriver Moodys
De to andre store kreditvurderingsfirmaer Standard & Poor's og Fitcfinder fremtidsudsigter for den tyske økonomi er stabile.
/ritzau/AFP
/ritzau/