Langt de fleste af Københavns Kommunes vuggestuer, børnehaver og fritidshjem vil fremover holde lukket i uge 29 og 30.
Politikerne i rådhuset beslutter i morgen, at daginstitutionerne skal holde sommerferielukket i to uger, skriver Politiken.
Sidste år var der i alt ni lukkedage i institutionerne. I år fordobles antallet til 19, således at København nu er blandt de kommuner, der holder flest lukkedage.
Det sker for at spare knap ti millioner kroner.
I pædagogernes organisation BUPL er der stærk kritik af fordoblingen af lukkedagene.
"Man binder både personale og forældre til at holde ferie på et bestemt tidspunkt. Mange af dem har måske ægtefæller, der slet ikke kan holde fri netop da. Og det går direkte mod en tendens i samfundet til, at vi skal have mere fleksibilitet i hverdagen," siger Henriette Brockdorff til Politiken.
For et par måneder siden lavede BUPL en undersøgelse, der viste, at omkring halvdelen af kommunerne regner med flere lukkedage i 2011.
"Bekymrende," lyder det fra chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening Lise Bardenfleth.
"Det kan da ikke passe, at daginstitutioner, der skulle være et tilbud til borgerne, nu er noget, forældrene skal bruge deres ferie på. Vi har en pasningsgaranti her i landet, men den bliver ikke opfyldt. Vi har et arbejdsmarked, der skal fungere, men det kan det ikke, hvis medarbejderne i virksomhederne ikke får passet deres børn," siger hun til Politiken.