Vvs- og el-installatører kæmper så hårdt om arbejdsopgaverne, at de taber penge på det. Det viser en ny analyse fra revisionshuset Deloitte.
Indtjeningsniveauet i installatørbranchen er så lav, at overskudsgraden blot er 3,4. Værst ser det ud i vvs-virksomheder med mere end 100 ansatte, hvor hver medarbejder sidste år gav et underskud på 5.000 kr.
- Branchen befinder sig stadig på et aktivitetsniveau, der er noget lavere, end det var før 2008. Mange virksomheder konkurrerer hårdt om de samme opgaver og accepterer priser, der ikke giver plads til indtjening, siger Niels Jørgen Hansen, adm. direktør i brancheforeningen Tekniq, til Jyllands-Posten.
Løsningen er ifølge direktøren specialisering.
- Det bliver sværere og sværere at markedsføre sig som en virksomhed, der kan alt inden for el og vvs. Derfor vil vi fremover se en større forskel på installatørernes kompetencer og forretningsmodeller. Det er en god udvikling, for man kan ikke gabe over det hele, mener Niels Jørgen Hansen.
Den danske installatørbranche består af 3.000 virksomheder inden for først og fremmest vvs og el, men også it, energi og stålkonstruktion.