Der er godt nyt for alle Barcelona-fans, for en af holdets største stjerner, Andres Iniesta, siger ifølge TV 2 Sporten nu, at han bliver klar til Champions League-finalen mod Manchester United.
Andres Iniesta blev skadet i søndagens 3-3 kamp mod Villarreal i den spanske liga, og der gik efterfølgende rygter om, at han måtte se finalen fra tribunen.
En undersøgelse mandag har dog givet spanieren håb, og han regner altså selv med, at han kan være blandt de 11 Barcelona-spillere, der løber på banen i Rom den 27. maj.
Andres Iniesta har været i forrygende form for Barcelona i denne sæson, og han var da også manden bag den vigtige scoring mod Chelsea i sidste uge, som sendte Barcelona i finalen.
Manchester United vandt som bekendt den prestigefyldte turnering sidste år, da Chelsea blev besejret efter straffesparkskonkurrence. Barcelona løftede sidst pokalen med de store ører i 2006, hvor det blev til 2-1 over Arsenal.