Den forgangne uge har de odenseanske medier været domineret af ét altoverskyggende emne. Spørgsmålet om, hvorvidt Thomas B. Thriges gade skal graves ned. Det hele startede med, at byens borgmester, den konservative Jan Boye, lancerede i pressen, at han ikke længere ville nøjes med at læse artikler om en eventuel nedgravning, gaden skulle graves ned, og det med det samme.
Fyens Stiftstidende skrev desuden, at borgmesteren regnede med, at nedgravningen ville blive en økonomisk nulløsning, hvor salget af Ældre/Handikap, Børn og Unge og Arbejdsmarked og Social forvaltningernes gamle ejendomme samt forskellige byggegrunde skulle finansiere nedgravningen.
Ingen nulløsning
Det er i denne sammenhæng værd at bemærke, at ordet nulløsning er direkte misvisende. Nulløsning forbindes med udgiftsneutralitet, hvilket denne løsning bestemt ikke er. De tre forvaltningsbygninger samt en del af de omtalte byggegrunde skal nemlig under alle omstændigheder sælges. Disse indtægter er med andre ord ikke afhængige af et eventuelt nedgravningsprojekt, og kan derfor alternativt blive brugt til for eksempel renovering af folkeskoler, plejehjem og vuggestuer. Lidt illustrativt sat op, så svarer det til, at konen kommer hjem til manden og fortæller, at hun har fået en ny minkpels gratis, manden spørger selvfølgelig til, hvordan det hænger sammen, hvorefter hun fortæller, at hun byttede med hans bil.
S har ikke taget stilling
Denne forvanskning med ordene er imidlertid ikke borgmesterens eneste problem. Som Nyhedsavisen forholdte Jan Boye 23. januar, så er pengene fra salget af forvaltningsbygningerne stort set allerede brugt. Denne beslutning tog byrådet for godt to måneder siden, hvor man valgte at bruge lidt over 40 millioner, af den anslåede salgssum på 50 millioner, til renovering af de nye forvaltningsbygninger på amtsgården. Om det er undsluppet borgmesterens opmærksomhed, skal jeg ikke gøre mig klog på, men tilbage står én ting funklende klart, man kan ikke bruge pengene mere end en gang.
Som udgangspunkt er vi i Socialdemokratiet positive overfor en nedgravning, men i projekter af så stort økonomisk karakter er det utrolig vigtigt for os, at beslutningerne træffes på et fagligt kvalificeret grundlag – det er sådan, at vi i Socialdemokratiet forvalter odenseanernes skattekroner.
Vi har derfor endnu ikke taget stilling til, hvorvidt vi støtter en nedgravning eller ej, vi venter på, at kommunens eksperter har regnet på eventuelle løsninger.
Når disse tal og skitser er klar, så træffer vi vores beslutning.