Fredag aften klokken 20.00 på TV2 er lig med "Vild med dans".
Sådan plejer det at være, men bare ikke i aften. Her er sendefladen på TV2 reserveret til det danske herrelandshold i fodbold, som møder Slovenien i en afgørende EM-kvalifikationskamp i Parken.
For fans af "Vild med dans", som ikke er vilde med fodbold, bliver ventetiden dog til at overskue, idet de fire tilbageværende par allerede indtager dansegulvet igen lørdag aften.
Her skal de sidste fire par danse semifinale, og det gælder en plads i den store finale, der sendes fra Forum Horsens næste fredag.
Sidste fredag måtte Sebastian Bull og Asta Björk forlade programmet, og det efterlader følgende fire par tilbage i kamp om de tre attraktive finalepladser:
- Özlem Cekic og Thomas Evers Poulsen
- Frederik Trudslev og Jenna Bagge
- Kasper Fisker og Karina Frimodt
- Mette Sommer og Morten Kjeldgaard
Årets "Vild med dans" har været præget af stor uforudsigelighed, men hvis man vælger at tro på bookmakerne, bliver det Özlem Cekic og Thomas Evers Poulsen, der må sige farvel i lørdagens semifinale. Mette Sommer og Morten Kjeldgaard indtager rollen som favoritter.
Semifinalen sendes klokken 20.00 på TV2 lørdag aften.