Partiet har end ikke fejret sin første fødselsdag. Men alligevel er Ny Alliance ude i et regulært stormvejr. En dugfrisk meningsmåling fra Greens Analyseinstitut, som Børsen bringer i dag, viser, at tre ud af fire vælgere ikke tror på partiet:
Ny Alliance kommer ikke ind i Folketinget ved næste valg, siger vælgerne.
Og det bakkes om af meningsmålingen, der fortæller, at blot 1,2 procent af vælgerne vil stemme på partiet. Det er en halvering i forhold til valgresultatet i november og et pænt stykke fra spærregrænsen på to procent.
Målingen viser også, at regeringsflertallet er udbygget i forhold til valgresultatet. Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti vil sammen kunne samle 92 mandater. Det skyldes, at Venstre går frem i målingen, mens Socialdemokraterne går tilbage. SF går dog også frem.