Nyhedsværter må ikke læse dagens vigtigste begivenheder op iført hovedtørklæde. Sådan lyder meldingen fra både DR og TV 2 oven på regeringens lovforslag om at forbyde muslimske tørklæder ved landets domstole.
DR har ikke en overordnet påklædningspolitik, men når det drejer sig om nyhedsformidling, er holdningen helt og aldeles klar:
»I nyhedsprogrammer må værternes påklædning ikke forstyrre nyhedsformidlingen. Derfor må en vært ikke optræde i meget nedringet tøj, bikini eller hovedtørklæde, der kan forstyrre billedet,« siger programdirektør Mette Bock.
Samme regelsæt gælder for TV 2 s værter i nyhedsudsendelserne
»Vi er på besøg i danskernes stuer, og værterne må ikke iklæde sig noget, der står i vejen for budskabet såsom et hovedtørklæde eller en piercing. På den anden side må vi indordne os under vilkårene i verden – for eksempel bar Ulla Terkelsen hovedtørklæde, da hun for nylig rapporterede fra Iran,« siger nyhedschef på TV 2, Michael Dyrby.
Han vil ikke afvise, at værter i debatprogrammer må bære tørklæde.
Første muslimske vært
Med programmet ’Adam og Asmaa’ præsenterede DR 2 i 2006 Danmarks første muslimske tv-vært. Det var med Enhedslistens senere så omdebatterede folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamid i den ene værtsrolle. Men her var hovedtørklæde en del af programmets form, forklarer Mette Bock.
»Det var programmets præmis, at den ene vært var en muslimsk kvinde med hovedtørklæde. Så generelt afhænger holdninger og drøftelsen af værternes påklædning meget af programmets indhold og form.«