Det tager lang tid at tømme de oversvømmede kældre og veje på Bornholm.
For selvom regnen er stilnet af, så er kloakkerne stadig fyldt med vand - og det betyder, at Falck og Beredskabskorpset ikke har nogle steder, hvor de kan pumpe vandet hen.
Det oplyser Beredskabsstyrelsen til Newspaq.
Styrelsen har derfor lagt en halvanden kilometer lang slange ud på øen, så vandet kan blive pumpet udenom kloaksystemet og direkte i havnen.
"Problemet er, at hvis vi bare pumper, så kan vandet komme andre steder hen og skabe mere skade. Derfor var vi nødt til at vente på, at slangen var udlagt," siger Jonas Jensen, der er 2. vagthavende ved Beredskabsstyrelsen på Bornholm.
Flere bornholmske veje er stadig oversvømmet, og flere søer er gået over deres bredder.
Der er endnu ingen prognose for, hvornår arbejdet på Bornholm er afsluttet.