Politiet har endnu ikke fundet den mor, som lørdag efterlod et nyfødt spædbarn i en indkørsel ved et sommerhus i Liseleje. Barnet var født nogle timer forinden og var ikke rengjort. Politiet har undersøgt stedet med hunde og talt med en række mennesker i området, men søndag eftermiddag var der ikke kommet gennembrud i sagen.
»Vi fik en enkelt henvendelse om, at moren skulle befinde sig i et sommerhus i området, men det var ikke tilfældet,« fortæller kriminalinspektør Mogens Sørensen fra Frederikssund Politi.
Der bor ikke mange fast i området, hvor parret fandt det nyfødte drengebarn foran deres sommerhus. Drengen blev straks bragt til hospitalet og har det efter omstændighederne godt.
»Man kunne godt have den teori, at når man efterladet barnet et sådan sted, så vil man godt have, at barnet bliver fundet,« siger Mogens Sørensen.
Politiet afventer svar på en dna-test fra spædbarnet, som måske kan lede på sporet af drengens far eller mor.