Politiet er overbevist om, at det ældre ægtepar Finn og Ruth
Teisen blev myrdet, men ligene er endnu ikke fundet. Derfor fortsætter politiet
eftersøgningen. I går søgte over 100 mand efter parret, og også i dag
fortsætter eftersøgningen.
En 25-årig mand er anholdt i sagen og sigtet for mord. Han
blev anholdt i fredags og lørdag varetægtsfængslet efter et lukket
grundlovsforhør, oplyser Svendborg Politi.
Dørene til grundlovsforhøret blev lukket, fordi politiet mener, at en række
personer kan have nærmere kendskab til sagen. De skal afhøres uden at vide,
hvad den 25-årige har forklaret.
Dobbeltdrabet på ægteparret Finn og Ruth Teisen skete ifølge
politiet den 2. juni, da de ville vise deres båd frem for en potentiel køber på
Ærø.