Trods en intens eftersøgning er det fredag aften endnu ikke lykkedes de svenske redningsfolk at finde den 19-årige dansker, der onsdag forsvandt i bjergene ved Norrbotten i Sverige.
Eftersøgningen foregår med helikoptere, hundepatruljer og motorcykler. Desuden har politiet lagt billeder af den forsvundne ud på sin hjemmeside i håbet om, at nogen i området har set ham.
- Der er mange på plads, som er i gang med at lede efter ham. Samtidig er flere på vej derop, siger Stinne Lindmark, informationsmedarbejder ved Norrbotten Politi.
Helikoptere og bjergredningsmandskab har måttet kæmpe med dårlige vejrforhold under eftersøgningen, men fredag aften var det ifølge Stinne Lindmark klaret noget op.
Politiet har ledt efter danskeren, siden han forsvandt på en ellers ukompliceret rute onsdag.
Han havde sammen med sin danske kammerat netop forladt Kutjaure fjällstuga, og de to slog fælles lejr to til tre kilometer væk.
Den efterlyste dansker besluttede sig for at tage en ukompliceret tur til Allak-toppen, mens hans kammerat blev tilbage ved lejren.
Men da han ikke var vendt tilbage fem timer senere, blev kammeraten urolig og kontaktede politiet.
Siden har en større eftersøgning været i gang, og politiet har ikke opgivet at finde den unge dansker.
- Vi fortsætter eftersøgningen i hvert fald weekenden over, siger Stinne Lindmark.
Politiet har tidligere fortalt, at den 19-årige kan være kommet til skade.
- Vi har ikke fundet spor efter ham, så vi kan ikke udelukke, at han er kommet til skade, har Anders Caldereng, vagtchef ved Norrbotten Politi, tidligere sagt til Ritzau.
/ritzau/