Fire patienter ved Skejby Sygehus kunne onsdag eftermiddag ånde lettet op. De havde modtaget blod fra en person, der viste sig at være hiv-positiv, men undersøgelser viste, at ingen af de fire er blevet smittet.
Det oplyser Skejby Sygehus.
Det var et rutinetjek af en portion frisktappet blod, der tidligere i december viste, at donoren var blevet smittet med hiv. Doneren er i år blevet tappet for yderligere to portioner blod, som er blevet givet videre til de fire patienter.
Så snart smitten blev opdaget, blev de fire tilbudt en hiv-test. Alle tog imod tilbuddet og onsdag eftermiddag kom resultatet: Ingen af de fire patienter er blevet smittet.
Skejby Sygehus havde på forhånd sagt, at der ikke var stor sandsynlighed for, at de fire var smittet, fordi der ikke var virus i den forrige portion blod fra donoren. Alligevel valgte hospitalet at undersøge de fire patienter i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens vejledning.
Den smittede donor er nu blevet tilbudt behandling, og det blod, som hospitalet fandt hiv-virusset i, er blevet kasseret.
Skejby Sygehus oplyser, at det sker op til to gange om året, at de danske blodbanker finder hiv-positive donorer, når de tjekker det frisktappede blod, og derefter må tilbyde patienterne at blive undersøgt for hiv-smitte.