Penge indsamlet til ofre for ulykker og katastrofer er skattefri. Det oplyser Lars Ahlbom, fuldmægtig i Skat.
Og dermed får drengene Berthel og Victor alle de penge, som naboer og bekendte i deres hjemby på Fyn, Føns, har samlet ind efter ulykken.
Det er blevet til omkring en million kroner, og dertil kommer en solid rente - en gave fra Middelfart Sparekasse, som har tilbudt at forrente pengene med 10 procent i 10 år.
Men renterne er muligvis skattepligtige.
- Mens lovgivningen omkring indsamlinger er rimelig klar, er der et vurderingsspørgsmål, om renterne er skattepligtige. Er renterne en gave, en forretning, et led i indsamlingen? Det skal ligningsmyndighederne vurdere, siger Lars Ahlbom, som i øvrigt ikke udtaler sig om den konkrete sag, men generelt.
Han tilføjer, at borgerne bag indsamlingen kan få et bindende svar angående renterne fra ligningsmyndighederne allerede nu.