Der er ikke længere nogen nordmænd, der er meldt savnet efter jordskreddet i Norge, og fredag eftermiddag besluttede politiet at afblæse redningsaktionen på ulykkesstedet, oplyser flere medier.
Syv personer slap med livet i behold, da adskillige huse blev revet i havet som følge af et stort jordskred i den midtnorske by Namsos, nord for Trondheim.
Tre sommerhuse og mindst fem huse blev ramt af jordskreddet, og flere huse skred i vandet.
"35 personer er blevet evakueret," siger politiets indsatsleder, Oddvin Kveli.
Man mener, at en sprængning i forbindelse med noget vejarbejde kan have udløst jordskreddet.
Skreddet gik 150-200 meter ud i fjorden og vurderes til at være 200-300 meter bredt.
Sent på eftermiddagen var geologer i gang med at undersøge ulykkesstedet, og politiet vil vente på deres vurdering, inden det bliver afgjort, hvor stort et område der fortsat skal være afspærret og sikres.