En mand er blevet anholdt efter en skudepisode på værtshuset Hong Kong i Nyhavn i København.
Manden og hans ven røg af ukendte årsager i klammeri med en tredje mand, som blev slået i hovedet med en pistol. Slaget fik pistolen til at gå af, og kuglen borede sig ned i gulvet uden at skade nogen af de tilstedeværende.
»To mænd løb derfra. Vi har fanget den ene og har fundet en pistol. Den anden søges i gaderne omkring, hvor vi leder lige nu,« oplyste kriminalpolitiets centrale vagtleder kort før middag.
Ifølge vagtlederen har mændene fået nogle skrammer, men ingen er kommet alvorligt til skade.
»Der er nogle skrammer, men manden, der blev slået, har det okay,« fortæller vagtlederen.
Poltiiet har endnu ingen oplysninger om mændenes alder.