13 ord er alt, hvad 10. Midt har til rådighed for at fortælle de unge om undervisningen på skolen. De tretten ord står i den folder til 9. klasses eleverne i Århus, som skal danne baggrund for, om de vælger tiende klasse eller en ungdomsuddannelse.
Men 13 ord er alt for lidt til at fortælle om sig selv, mener Finn Wehner, der er skoleleder i 10. Midt.
»Vi står over for nogle unge, som er stærke informationssøgere. Det er ærgerligt, at brochuren ikke er mere informationsmættet. Der står ikke rigtig noget i den,« konstatererer skolelederen, som beklager, at der ikke er plads til ordentligt at beskrive linjefagene på skolen, hvor de unge blandt andet er på guidekursus, på militærøvelse og i redningskorpset.
Også ungdomsvejlederen Arne Sørensen på Tovshøjskolen mener, informationen om tiende klasse er for tyndbenet. Tovshøjskolen har fået 15 ord til at beskrive deres tiende klasse med kulturarbejde, fodbold og praktiske fag.
»Jeg ville gerne have foretrukket, at der var flere informationer i folderen. Hvis de unge sidder med folderen alene, vil de have svært ved selv at finde oplysninger frem,« slår ungdomsvejlederen fast. Tidligere havde hver enkelt skole to sider til at fortælle om sig selv, og Arne Sørensen mener, at det gav en bedre information.
Det er et flertal i styregruppen for skoleledere, der har bestemt, at folderen skal være kortfattet og faktuel.
Konkurrence er skidt
»Vi ønsker ikke at konkurrere med hinanden, men at få fordelt eleverne i tiende klasse mellem skolerne på en fornuftig måde,« siger skolelederen Kristian Buhr på Solbjergskolen, som er glad for, at der ikke er så meget plads i folderen til at fortælle om skolernes retninger og temaer.
»Temaerne er kun en mindre del af undervisningen. Det skal ikke være lokkemiddel,« siger han.
Samme holdning har skoleforvaltningen i Århus Kommune, som helst ser, at eleverne har langsigtede mål med at vælge tiende klasse.
»En stor mængde information er ikke nødvendigvis lig med en høj kvalitet. Vi skal præsentere tiende klasse som det, det er. Det er et ekstra skoleår, som skal bibringe de unge faglig udvikling og mere modenhed og afklaring,« argumenterer Henrik Johansen, konsulent hos Børn og Unge, der har været med til at lave pjecen.
Mere information kan eleverne finde på skolernes hjemmesider.