Regeringen kan alligevel ikke finde penge til den motorvej, den har lovet mellem Herning og Holstebro. Det skriver Jyllands-Posten.
Motorvejen, som vil koste omkring tre milliarder kroner, skal sikre kort køretid fra Jyllands nordvestlige hjørne til det kommende supersygehus ved Herning, der fra 2017 skal tage sig af de akutte patienter, som i dag behandles i Holstebro.
Hvis motorvejen skal blive klar til den tid, skal projektet ifølge Vejdirektoratet sættes i gang senest i begyndelsen af 2013.
Det kræver en politisk beslutning og finansiering i dette efterår. Men pengene er ikke med i finanslovsforslaget, og det udløser vrede i lokalområdet.
- Da det blev besluttet at lægge sygehuset ved Herning og lukke i Holstebro, blev vi i det mindste lovet en motorvej, så køretiden ikke blev for lang, siger Lemvigs borgmester, Erik Flyvholm (V).
- Jeg forventer, at regeringen sammen med Venstre finder pengene. Ellers bliver der simpelthen uro herude, tilføjer han.
Uanset om motorvejen er klar i 2017 eller ej, vil Holstebro Sygehus blive lukket, understreger formanden for Region Midt, Bent Hansen (S).
Men selvom viljen er der hos finansminister Bjarne Corydon (S) og regeringen, så bliver der ikke givet nogen garanti for, at motorvejen er klar om fem år som først meldt ud.
I en mail til Jyllands-Posten skriver finansministeren, at regeringen stadig har et "klart ønske" om at bygge motorvejen. Men han tilføjer, at "det er ligeså klart, at motorvejen koster mange penge".
- Det er velkendt, at denne regering ikke bruger penge, som den ikke har, og jeg vil derfor drøfte med Folketingets partier, hvordan vi kan skaffe finansiering til motorvejen mellem Herning og Holstebro, skriver Corydon til avisen.
/ritzau/