Den serbiske tennisstjerne Novak Djokovic lod sig torsdag aften ikke ryste af, at ærkerivalerne Rafael Nadal og Roger Federer sensationelt allerede er blevet sendt ud af Wimbledon.
Verdensetteren fra Serbien spillede sig sikkert videre til tredje runde med en sejr på 7-6, 6-3, 6-1 over amerikanske Bobby Reynolds, der er nummer 156 i verden.
Djokovic' næste modstander kendes ikke, eftersom en del af torsdagens kampe ikke kunne spilles færdig på grund af regn over Wimbledons anlæg i London.
26-årige Djokovic, der vandt Wimbledon i 2011, møder enten den tyske kvalifikationsspiller Jan-Lennard Struff eller Jeremy Chardy i sin næste kamp. Struff-Chardy-opgøret blev afbrudt i tredje sæt.
Djokovic og Reynolds kunne kun spille deres kamp til ende, fordi taget var kommet over Centre Court.
Blandt nogle af topnavnene, som nåede at spille sig videre, inden regnen kom frem, var argentineren Juan Martin del Potro og hos kvinderne, den polske stjerne Agnieszka Radwanska.
/ritzau/