Der bliver nok ikke til meget mere end et mikroskopisk stykke kransekage og et enkelt glas jordbær-champagne for Caroline Wozniacki nytårsaften.
Allerede 1. januar starter hendes sæson nemlig med en opvisningskamp mod hviderusseren Victoria Azarenka i den thailandske ferieby Hua Hin. Og dagen efter står den på den første kamp mod USA ved VM for mixed-hold, Hopman Cup, tusindvis af kilometer væk i australske Perth.
Det skriver sporten.dk.
"Umiddelbart lyder det som et hårdt program. Men hun skal nok klare det. Og ingen af opgaverne ligger jo specielt højt placeret på hendes prioriteringsliste i den ny sæson," siger den tidligere Davis Cup-spiller, Peter Bastiansen, til sporten.dk og tilføjer:
"I 2012 stiller hun skarpt på Grand Slam-turneringerne. Det forstår jeg godt. Hun har i over et år ligget nummer et på verdensranglisten. Nu er det tid for hende at sætte sig nye mål."
Caroline Wozniacki befinder sig allerede i Thailand, hvor hun har brugt dagene mellem jul og nytår på sightseeing sammen med sin nordirske kæreste, golfspilleren Rory McIlroy.
Australian Open begynder 16. januar i Melbourne.
Kilde: Sporten.dk