Fidel Castros stol var larmende tom, da Cubas parlament fredag holdt sin store årlige samling. Og nationalforsamlingens taler Ricardo Alarcon nævnte ikke med et ord den syge leder under den lange åbning.
De seneste tre årtier har Fidel Castro kun én gang tidligere været fraværende ved Nationalforsamlingens årsmøde.
80-årige Castro har været syg siden juli, hvor han overdrog magten til sin 75-årige lillebror, Raul Castro. Lillebroren holdt senere fredag en tale til universitetsstuderende, hvor han antydede, at Fidel ikke kommer tilbage til magten.
»Hvad end vi kan lide det eller ej, så er vi ved enden af vores pligter. Vi skal vige for de nye generationer,« sagde han ifølge AFP.
De cubanske myndigheder fastholder dog, at Castro ikke er ved at dø, men blot er ved at komme sig efter en maveoperation. Amerikanske embedsmænd mener derimod, at Fidel Castro har dødelig kræft.