Brugerne af Ungdomshuset og politikerne stod stadig langt fra hinanden efter et timelangt møde på Københavns Rådhus tirsdag eftermiddag.
Mens butikker på Nørrebro barrikaderer sig, politiet deler løbesedler ud og fredsvagter har taget opstilling foran Jagtvej 69, mødtes formanden for Fonden Jagtvej 69, Knud Foldschack, overborgmester Ritt Bjerregaard og to repræsentanter for de unge brugere til et møde i ellevte time.
Advokat Knud Foldschack har efterhånden svært ved at bevare optimismen som selvudråbt brobygger.
»Der trædes jo af og til på en bro, sådan er det. Men det er da besværligt, at begge parter er så stædige, og står så fast på deres principper. Det er frustrerende at være nået så langt, og så ikke bare kunne tage det sidste skridt,« sagde Knud Foldschack, hvis fond længe har været parat til at betale kommunen 12 millioner kroner for en tilbygning til Stevnsgade Skole til de unge. Men det vil de unge under ingen omstændigheder.
»Vi vil ikke acceptere, at den alternative kultur skal være afhængig af købekraft. Vi bidrager så meget til Københavns Kommune med vores kulturaktiviteter, at vi kun vil betale en krone for bygningen,« fastholdt talsmanden ’Ditte’.
Socialdemokraterne sagde også det samme efter mødet – som før mødet:
»Vi vil have en ejendomsoverdragelse og 12 millioner kroner for Stevnsgade 34. De penge skal vi bruge til at sikre de multihandikappede gode forhold,« sagde gruppeformand Jesper Christensen, som Ritt Bjerregaard i denne sag sender frem i forreste linie.
Selv sad bydronningen på sit kontor, og i følge Nyhedsavisens oplysninger, sætter hun nu sine jurister til at finkæmme juraen for at finde et allersidste halmstrå, så massive voldelige optrin kan undgås på Nørrebro.
Ingen af parterne ville kommentere juristernes opgave, men det kunne være en løsningsmodel, hvor fondens millioner bruges til at betale for bygningen til de handikappede. På den led får kommunen sine 12 millioner kroner, mens de unge kan fastholde, at de ikke har betalt en krone for huset.
Jesper Christensen forventer en afgørelse inden for et par dage. Ifølge Københavns Politi vil Ungdomshuset ikke blive ryddet, så længe der stadig forhandles om husets fremtid.