Mandag morgen lykkedes det dykkere fra Søværnets Operative kommando at trænge ind i det skib, der søndag kæntrede ud for Gedser.
Der er ikke meget håb tilbage for de syv savnede søfolk af tyrkisk oprindelse.
- Vi har haft et hold dykkere inde i skroget, men de har desværre ikke umiddelbart kunnet konstatere nogen tegn på liv. Vi foretager endnu et dyk om en halv time, men chancen for at finde nogen i live bliver mindre og mindre, siger vagthavende ved SOK, Hans Christian Iversen, til Avisen.dk.
Forholdene er ikke fordelagtige for dykkerne. Vind og bølger besværliggør arbejdet, og sigtbarheden er meget ringe.
- På fem meters dybde er sigtbarheden lig nul, så dykkerne er nødt til at føle sig frem. Beredskabsstyrelsen har stillet noget lytteudstyr til rådighed, men der er ingen lyde, der tyder på liv, forklarer Hans Christian Iversen.
Dykkerne håber på at kunne trænge længere ind i skibet næste gang.
Foreløbig har tre sømænd overlevet forliset. Liget af skibets maskinmester er bjærget i land. Syv savnes fortsat.