De sidste meter af den sidste etape i årets Tour de France er kørt
Og alt var som det plejer, da cykelrytterne afsluttede løbet med champagnekørsel på Champs Elysée.
Engelske Mark Cavendish vandt suverænt massespurten og tog dermed sin sjette etapesejr hjem.
Men det rykkede ikke ved det samlede billede. Ingen kunne røre spanske Alberto Contador, der kan stille sig øverst på podiet som vinder af dette års Tour de France. Det er anden gang, at Contador vinder det prestigefulde cykelløb.
De to øvrige pladser på sejrskamlen går til Andy Schleck og Lance Armstrong.
Og netop Lance Armstrong indrømmer, at Contador ikke var til at hamle op med.
"Contador er virkelig god. Jeg vidste allerede på den første Alpe-etape til Verbier, at jeg ikke ville kunne slå ham i år. Jeg kunne ikke gøre mere, end jeg har gjort (med en tredjeplads, red.)," siger Armstrong ifølge sporten.dk.
Den prikkede bjergtrøje går til Franco Pellizotti, mens nordmanden Thor Hushovd snupper pointtrøjen.