Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har torsdag i en forespørgselsdebat i Folketinget måtte redegøre for, hvorfor han ikke har sørget for, at regeringens egen ventetidsgaranti for kræftpatienter er blevet overholdt. Der er således i øjeblikket 369 kræftpatienter, som har ventet i mere end de fire uger, ventetidsgarantien foreskriver.
Enhedslisten efterspurgte under forespørgselsdebatten en uvildig undersøgelse, men det afviser både Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti. Det betyder, at en uvildig undersøgelse af kræftområdet ikke bliver til noget. Til gengæld lovede sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen fremover at give »tæt orientering« til Folketinget.
»Det udlægger vi sådan, at orienteringen hidtil ikke har været god nok,« siger Per Clausen (EL).