Opmærksomhed mangler hun ikke, men de ægte fans er der til gengæld langt imellem.
Det må Amalie fra Paradise Hotel og Amalies Verden indse, når hun kigger på sit debutalbums salgstal. På den første uge har 'I mine sko' ifølge Ekstra Bladet kun solgt 350 eksemplarer på landsplan.
Selv for en pige med så mange sprogligt kreative evner som Amalie kan den fiasko være svær at tale sig fra. Hun forsøger sig nu alligevel.
"Jeg er bare stolt og glad for, at min musik sælger," siger hun til avisen.
Albummet indeholder de første ti numre fra reality-stjernens hånd og strube. Men den skuffende modtagelse fra de danske cd-købere slår ikke den 19-årige sangerinde ud af kurs.
"Jeg har ikke haft nogle forventninger til salget, for man kan jo aldrig vide, hvad der sker," siger hun.
"Men jeg vil da godt have den til at sælge godt, så jeg kan tjene nogle penge," tilføjer Amalie Szigethy.
Hendes manager har tidligere sagt, at målet var, at pladen ville sælge guld - svarende til 15.000 solgte albums.