Almindelige borgere i Burma har de seneste dage gjort deres bedste for at viderebringe oplysninger fra konflikten i det lukkede land til resten af verden. Men fredag formiddag lader det til at militæret har lukket for folkets netadgang og de fleste internationale telefonforbindelser. Det skriver Reuters.
Modstandere af militærdiktaturet har brugt egne hjemmesider såvel som e-postkort og netværkssider som eksempelvis Facebook til at formidle billeder, nyheder og reportager fra militærets voldsomme nedkæmpning af ubevæbnede civile og buddhistiske munke.
Netop befolkningens dramatiske billeder og beretninger fra landet har spillet en stor rolle for resten af verdens opmærksomhed og deraf følgende sanktioner mod generalerne.
Ved den sidste større opstand mod militærdiktaturet i 1988, lykkedes det militæret at holde oplysningerne tilbage i flere dage. Det anslås at 3.000 mennesker blev dræbt dengang.