Din sorte møgluder, du er en slave.« Hvis plejekrævende gamle ikke kan holde mund med sådanne racistiske og afstumpede tilsvininger over for de ansatte i ældreplejen, skal de ikke have ret til pleje. Blandt 7.000 ansatte i ældreplejen har 18 procent af nydanskerne og 10 procent af gammeldanskerne oplevet mobning fra de gamle, som de hjælper i hverdagen.
»Jeg har haft folk siddende grædende, fordi udtalelser som ’sorte møgluder’ er så krænkende,« siger Tage Christensen fra fagforeningen FOA, der ofte oplever plejepersonale, som bryder sammen efter de verbale udfald.
Vi taler her om mennesker, der trods urimelige arbejdsvilkår i et udsultet plejesystem vier deres arbejdsliv til at hjælpe andre til en god hverdag i deres livs efterår! Kun psykiske lidelser kan undskylde så menneskeforagtende en adfærd. Ensomhed, mangelfuld pleje og frygt for det fremmede er alt sammen store problemer, som skal løses, men det kan aldrig undskylde, at man lader sin bitterhed gå så hårdt ud over et andet menneske.
Budskabet til de værste chikanemagere må være soleklart. Drop den psykiske vold eller klar dig selv.
Ansatte i ældreplejen skal ikke finde sig i tilsvining, og vi skal som samfund ikke belønne beskidt adfærd med grænseløs tolerance.