Hjælp til skorstensbrande ser ud til at gå op i røg.
Almindeligvis ringer brandvæsen og politi efter skorstensfejeren for at få hjælp ved skorstensbrande, men det kan komme til at knibe med hjælpen, efter at svende og lærlinge landet over har nedlagt arbejdet i protest. Det sker i protest mod en overenskomst, som stadig ikke sikrer almindelige sociale goder såsom betalt fædreorlov og barn første sygedag.
»Der vil blive situationer, hvor brandmyndigheder og politi ikke kan ringe efter os til akutte opgaver, såsom skorstensbrande, for at få hjælp og rådgivning,« siger medlem af skorstensfejernes netop nedsatte aktionsgruppe, Lau Mortensen.
Det må derfor blive mester selv, der rykker ud til det hele.
Derudover vil der ikke blive foretaget rutinefejninger. Det sker dog kun en til tre gange om året. Så der skal nok strejkes meget længe, før strejken kan mærkes i form af tilstoppede skorstene.