Der var ingen hjælp at hente for et tysk ægtepar, da de fredag morgen henvendte sig til personalet på Ringkøbing Sygehus. I alt halvanden time måtte kvinden vente på hjælp, og da var det for sent. Det skriver Jyllands-Posten.
Den 50-årige kvinde var blevet kørt til sygehuset af sin mand efter at hun om morgenen havde fået åndedrætsbesvær.
På Ringkøbing Sygehus blev han imidlertid mødt af en låst dør. Nødtelefonen ved døren virkede ikke, men til sidst lykkedes det ham dog at få kontakt med en sygeplejerske.
Sygeplejersken vurderede, at situationen
ikke var så alvorlig, at den 50-årige kvinde behøvede at hjælpe. Hun forklarede ægtemanden, at der
kom en læge cirka halvanden time senere og at han alternativt kunne henvende
sig til vagtlægen. Ægtemanden vidste dog ikke, hvor og hvordan han skulle kontakte vagtlægen.
Da manden senere vendte
tilbage og meddelte, at hans kone nu ikke længere trak vejret, gik en
sygeplejerske med ud på parkeringspladsen. Først da blev der slået
alarm, men den 50-årige kvindes liv stod ikke til at redde.
- Vi
havde ikke kendskab til, at situationen var alvorlig, før han kom
løbende og sagde, at konen ikke kunne få luft. Indtil da havde vi
hjulpet, som vi plejer at hjælpe tyske turister, når de beder om hjælp
til at kontakte vagtlægen, siger sygehuslæge Svend Vilsgaard til Jyllands-Posten.