I fem år har hverken landets kræftafdelinger eller Sundhedsstyrelsen haft det præcise billede af, hvor mange kræftpatienter der er sendt til strålebehandling i udlandet, når behandlingsgarantien på fire uger overskrides.
»Det er ikke tal, der indberettes til landspatientregistret, så disse tal bliver ikke automatisk opgjort,« siger Sundhedsstyrelsens medicinaldirektør, Jens Kristian Gøtrik.
Sundhedsstyrelsen har en »formodning« om, at visse hospitaler opgør tallene.
Flere af de seks kræftafdelinger, DNY har talt med, har også kun et cirkatal for antallet af patienter, der er sendt til udlandet.
Den manglende viden vækker vrede hos politikerne.
»Det er helt uacceptabelt,« siger den radikale sundhedsordfører, Charlotte Fischer.
Den konservative sundhedsordfører, Helle Sjelle, er »overrasket over, at Sundhedsstyrelsen ikke har disse tal«, og understreger, at det netop er derfor, at hun har bedt ministeren om opdateringer på området.
»Man må jo forvente, at nogen holder øje med det her,« siger hun.
Ordføreren for Dansk Folkeparti, Birthe Skaarup, mener, at det må være en »misforståelse«, at ingen har et præcist billede af udlandsrejserne:
»Hvis jeg var bogholder i det firma, ville jeg vide, hvor mange patienter der skal have betalt deres behandling i udlandet,« siger hun.
Medicinaldirektøren i Sundhedsstyrelsen kan berolige politikerne.
»Vi har nu i sinde at efterspørge de tal. Det vil også fremgå af den kommende redegørelse fra styrelsen til ministeren,« siger Jens Kristian Gøtrik.