Der er ingen grund til påske-panik: Løn og pension vil gå ind på kontoen onsdag uanset, hvilken bank man har.
Det oplyser pressechef i Danske Bank Kenni Leth til Ritzau.
- Det er en forsinkelse i bankernes interne betalingssystemer, der gør at pengene ikke lige stod på kontoen til morgen.
- Det er det system, der overfører penge mellem bankerne - fra den ene bank til den anden - der er årsagen, siger Kenni Leth.
Forsinkelsen gjorde, at mange danskere onsdag morgen ikke havde fået løn eller pension sat ind på deres konto, men er det ikke allerede sket vil pengene - uanset hvilken bank man har - komme i løbet af nogle timer, fastslår Kenni Leth, onsdag morgen.
Der er ikke overblik over, hvor mange danskere, der er ramt af forsinkelsen.
- Alle kunder i Danske Bank har på nuværende tidspunkt fået deres penge, siger Kenni Leth.
/ritzau/