Hvert fjerde barn og ældre i Danmark har en svær mangel på D-vitamin, og også indvandrerkvinderne får alt for lidt af vitaminerne.
I sommeren 2004 anbefalede en arbejdsgruppe derfor, at man skulle tilsætte D-vitamin i mel, margarine og andre fedtstoffer, men det er begrænset, hvad der er sket.
»Jeg synes, det går for langsomt. Når man laver en grundig rapport, vil man gerne have, at den får gennemslagskraft, og kosten bliver beriget,« siger Leif Mosekilde, der er professor i knogleskørhed ved Århus Universitetshospital og var med til at lave en stor undersøgelse om manglen på D-vitaminer.
Han tilføjer, at både Grækenland, Sverige og USA putter ekstra D-vitaminer i maden.
Knoglerne knækker
Det kan få ubehagelige følger, hvis man mangler D-vitamin. Blandt andet kan man få hovedpine og meget ømme muskler, og knoglerne kan blive skrøbelige. Ruth Pedersen fra Køge er i dag 75 år og har fået knogleskørhed. En del af sygdommen kan skyldes, at hun i mange år fik for få D-vitaminer, som er nødvendige for at opbygge knoglerne.
»Jeg har været invalideret på et tidspunkt, hvor jeg fik tre knoglebrud på en gang i lænden og ikke kunne gå i tre måneder. Jeg har altid smerter mere eller mindre,« fortæller Ruth Pedersen.
Frivilligt for industrien
Fødevarestyrelsen har i to-tre år arbejdet på, at der skal tilsættes D-vitamin i fedtstoffer, smør og brød for at gavne folkesundheden. Men det er kun lykkedes at få tilsat D-vitamin i margarine.
Det er frivilligt for fødevareindustrien, om de ønsker at gavne sundheden ved at tilsætte vitaminer, og så siger mange nej, fordi det kan være svært teknologisk.
»Det er kritisabelt, at det har taget så lang tid at finde ud af at tilsætte mere D-vitamin i fødevarer, men det kan vi ikke rigtig bruge til noget. Jeg tror, det ender med, at vi beriger fødevarer i Danmark,« siger forbrugerordfører Per Ørum Jørgensen (K).
»Det er altid bedst, hvis man kan gennemføre ting konstruktivt og frivilligt, så det skal vi forsøge først. Jeg tror ikke, at fødevarebranchen er modvillig over for at tilsætte D-vitamin, men hvis man ikke kommer længere ad frivillighedens vej, må vi finde andre løsninger,« siger han.