Bulgarien har opgivet et forsøg på at privatisere den statsejede våbenproducent VMZ Sopot.
Det meddeler regeringens privatiseringsagentur, der arbejder med at sælge ud af den engang kommunistiske stats offentlige virksomheder.
Der var kun én virksomhed, der ville købe VMZ, nemlig bulgarske Emko.
Men Emko havde ikke betalt den krævede licitationsafgift, da fristen udløb mandag, siger Emil Karanikolov, der er leder af privatiseringsagenturet.
Så Emkos tilbud er ikke gyldigt.
I øvrigt ville Emkos tilbud også indebære massive afskedigelser hos VMZ, og det strider mod regeringens privatiseringsstrategi, siger Karanikolov.
VMZ er Bulgariens største våbenproducent og også den sidste, der fortsat ejes af staten.
VMZ-gruppen blev sat til salg i juli.
Virksomheden er langt fra sine velmagtsdage under kommunismen, der kollapsede i Østeuropa i 1989.
Men VMZ fremstiller stadig en række forskellige missiler, artilleri-ammunition og også en del produkter til det civile liv, herunder til køkkenhusholdningen.
Virksomheden beskæftiger 3328 medarbejdere.
Det er ikke helt klart, hvad der sker nu. Karanikolov siger, at det stærkt gældsplagede VMZ enten kan gå konkurs eller blive forsøgt solgt under en ny licitation.
/ritzau/AFP