Peter Jensens store mål for OL-konkurrencen i trampolin var at nå blandt de otte bedste - en præstation, der i de to foregående ikke var lykkedes.
Det gjorde det heller ikke i London, hvor danskeren sluttede på en 10.-plads i kvalifikationen.
Han lagde ud med den obligatoriske øvelse, hvor han med en sværhedsgrad på 3,1 blev noteret for en score på 48,915.
Det placerede ham på en 11.-plads inden det frie program, hvor danskeren på forhånd havde bebudet, at han ikke ville risikere alt for meget, men i stedet ville prøve at undgå fejl.
Det lykkedes med en sværhedsgrad på 16,4 og en score på 55,780, og dermed undgik Jensen i modsætning til nogle af konkurrenterne at oversatse.
Fire af 16 deltagere måtte afbryde deres øvelser undervejs, fordi de kom ud af balance og var i fare for at ryge af trampolinen. Dermed blev deres score reduceret kraftigt.
Peter Jensen OL-debuterede i 2004 med en 16. og sidsteplads, mens han i Beijing i 2008 også blev nummer 10.
/ritzau/