Fredag har den sidste film i Batman-trilogien, "The Dark Knight Rises", premiere i Danmark.
I den forbindelse har brugerne på kino.dk stemt om deres favoritskuespiller til at udfylde rollen som Bruce Wayne og dennes alias, Batman.
På kun tre dage har næsten 3.700 brugere stemt på deres yndlingsfigur i flagermuskostume, og resultatet er klart. Christian Bale vinder overbevisende med hele 84 procent af stemmerne.
Titlen som den bedste Batman får Bales for sin præstation i de nye film, "Batman Begins" og "The Dark Knight" der er instrueret af Christopher Nolan. Bale spiller også hovedrollen i "The Dark Knight Rises".
Her har han overbevisende gjort filmene populære over hele verden.
Derved henvises Tim Burtons Batman-hovedrolle Michael Keaton fra filmene "Batman" og "Batman vender tilbage" til andenpladsen med kun ni procent af stemmerne.
At danskerne foretrækker den mørke Batman er dermed tydeligt. Skuespillerne fra de tre mest karikerede skildringer af Batman-universet kommer ind på de sidste pladser.
De sidste stemmer blev fordelt mellem George Clooney i "Batman & Robin" (tre procent), Val Kilmer i "Batman Forever" (to procent) og Adam West i "Batman: The Movie" (to procent).
/ritzau/