Nattens tragiske konfrontation mellem israelske soldater og nødhjælpsarbejdere på et skib ud for Gaza involverede formentlig ikke danskere.
Ifølge Nyhedsbureauet Newspaqs kilder i Udenrigsministeriet går de første meldinger på, at ingen danske statsborgere har været ombord på konvojen af seks nødshjælpsskibe, hvor altså et af dem blev bordet af israelske tropper med 16 dræbte til følge.
Den danske ambassade i Israel har dog endnu ikke bekræftet, at der ikke er danskere deltagere blandt de 700 aktivister fra flere end 30 lande.
Derfor har Udenrigsministeriets Borgerservice heller ikke meldt endeligt ud, om der var danske statsborgere med konvojen.
De danske Palæstina Fredsvagter oplyser til Nyhedsbureauet Newspaq, at der ifølge deres oplyser ikke er danskere med konvojen, som er arrangeret af Free Gaza Movement.
"Vi har hørt fra den danske afdeling af Free Gaza Movement, at der ikke er danskere ombord. Men det er med det forbehold, at der i princippet godt kan være nogen, der er taget med på eget initiativ," siger Gitte M. Rasmussen fra Palæstina Fredsvagter.
Israels hær oplyser til nyhedsbureauet Reuters, at de israelske soldater blev skudt på og angrebet med knive, da skibet blev bordet, fordi det brød den israelske blokade mod Gaza.
Mindst fire soldater blev såret ved konfrontationen, mens op til 16 nødhjælpsarbejdere blev dræbt. Ifølge den israelske tv-station er de dræbte hovedsaglig tyrkere.
Svenske medier melder om, at der var 11 svenskere ombord på skibene, heriblandt den kendte krimiforfatter Henning Mankell. Norske medier melder om, at der også var normænd blandt passagererne.