Det fastslår udenrigsminister Per Stig Møller (K) i en kommentar til et forslag fra Naser Khader fra Liberal Alliance, skriver Berlingske Tidende.
Per Stig Møller begrunder sit afslag med, at det vil undergrave Afghanistans retsvæsen, hvis Danmark eller andre lande pludselig tilbyder journalisteleven, Parwez Kambakhsh, ophold.
"Nu har vi prøvet at lære Afghanistan, at man skal have et retssystem, og nu kan Kambakhsh appellere sin sag til den afghanske højesteret, og så vil det være mærkeligt, hvis vi pludselig blander os i deres retsprocesser," siger udenrigsministeren.
En lokal domstol i det nordlige Afghanistan har dømt Parwez Kambakhsh til døden for at have krænket islam, men for nylig ophævede en appelret i hovedstaden Kabul dødsdommen og idømte ham i stedet 20 års fængsel for at have distribueret materiale om kvinders rettigheder.
Socialdemokraternes udenrigsordfører, Mogens Lykketoft, vil derimod ikke udelukke, at Kambakhsh skal tilbydes asyl i Danmark.
"Jeg vil ikke afvise, at det er en mulig udgang på sagen. Men først skal han jo benådes, og det opfordrer vi Afghanistans præsident til at gøre. Sker det, må vi se, om mandens liv er i fare, hvis han bliver i Afghanistan," siger Mogens Lykketoft.
-Newspaq