Storbritannien vil søge en aftale med EU, der trækker landet ud af EU's indre marked og toldunion, men samtidig sikrer en såkaldt blød grænse mellem det britiske Nordirland og nabolandet Irland.
I parlamentet i London siger den britiske premierminister, Theresa May, at "vi er nået dertil, hvor vi kan komme videre". Der "mangler blot et par ting".
May vil sørge for, at "der ikke kommer en hård grænse mellem Nordirland og republikken Irland", siger hun ifølge The Guardian.
- Det skal ske ved, at vi respekterer Storbritanniens forfatningsmæssige integritet, og det vil vi gøre, samtidig med at vi respekterer Storbritanniens indre marked, siger May.
Mandag var den britiske premierminister tæt på at indgå en aftale i Bruxelles om de grundlæggende vilkår for skilsmissen med EU.
Men kort før det hele skulle falde på plads, kom Det Demokratiske Unionistparti (DUP), som lægger stemmer til Mays konservative mindretalsregering, på tværs.
Partiet ville ikke acceptere en aftale, hvor forholdene i Nordirland bliver anderledes end i det øvrige Storbritannien.
Mays talsmand oplyste tidligere onsdag, at den britiske regering forventer at få en aftale på plads om første fase af brexitforhandlingerne ved et EU-topmøde 14. december.
Theresa May slår selv fast, at alle emnerne er forbundet. Derfor vil der ikke blive indgået delaftaler.
- Intet er aftalt, før alt er aftalt, siger hun.
Onsdag har den britiske avis The Sun citeret anonyme kilder i DUP for, at der ikke bliver nogen aftale i denne uge.
En ny meningsmåling viser, at der i den britiske befolkning i stigende grad er kritik af regeringens håndtering af brexitforhandlingerne.
Målingen fra Det Nationale Center for Social Research viser, at 61 procent af briterne i dag mener, at regeringen klarer det dårligt. I tidligere målinger har det været 41 og 55 procent, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Undersøgelsen omfatter 2200 personer.
/ritzau/