Verdens øjne vendte sig torsdag mod Mekka, hvor de to stridende parter, Hamas og Fatah, underskrev en fredsaftale om at indgå i en koalitionsregering i det palæstinensiske selvstyreområde. Men det internationale samfund måtte kigge langt efter de tre krav, det havde sat som betingelse for at løfte sin boycot af det palæstinensiske selvstyre: anerkendelse af staten Israel, stoppe volden mod Israel og rette sig efter tidligere fredsaftaler mellem Israel og palæstinenserne. Men Mekka-aftalen adressede kun det sidste, endda i kryptiske vendinger. »Respekt for tidligere aftaler« var det eneste, de to parter ville love i fredsaftalen og lagde tilmed vægt på, at Israel-spørgsmålet slet ikke var sagens kerne:
»Jeg forstår ikke, hvorfor anerkendelse af Israel er så vigtigt? Vi er interesseret i at stoppe belejringen, men ikke for enhver pris,« fortæller Ghazi Hamad, talsmand for Hamas-regeringen, til New York Times.