Inflationen i eurozonen og i EU's 27 medlemslande er faldende.
For alle EU's lande faldt inflationen fra 1,9 procent i marts til 1,4 procent i april. Mens tallet for de 17 eurozonelande i marts var på 1,7 procent, så faldt det i april til 1,2 procent.
Det viser tal fra EU's statistiske kontor, Eurostat.
Danmark følger den generelle europæiske tendens for faldende inflation. Her er inflationen faldet således, at den nu ligger på 0,4 procent.
Dermed er Danmark blandt de lande, der har den laveste inflation.
Blandt andet grækerne har oplevet en decideret faldende prisudvikling, da tallet ligger på -0,6 procent, mens Rumænien oplever den højeste inflation på 4,4 procent.
Foruden Grækenland oplever også Letland en negativ inflation, da den ligger på -0,4 procent, mens Sverige har en inflation på 0.
I hele 24 medlemslande faldt inflationen, mens den forblev stabil i et enkelt land og steg i et land. Der var ingen nye tal for Storbritannien.
/ritzau/